Poul-Erik Svendsen

Jeg har været med i mange år. Jeg har været gruppeformand siden 1995. Jeg ved, hvad det handler om. Jeg har været leder og holdt sammen på grupper i 25 år.  I 18 år har jeg været sundhedsudvalgsformand. Også her ved jeg, hvad det handler om.

Jeg har stillet mit kandidatur til rådighed, fordi jeg mener, at jeg med mit netværk, min erfaring, min energi og motivation, vil være den rette til at holde sammen på gruppen og samtidig orkestrere et generationsskifte, der giver indflydelse og erfaring til yngre nyvalgte kræfter.

Der har været borgerligt flertal i region Syddanmark siden regionernes start. Jeg har sørget for, at få den socialdemokratiske gruppe placeret centralt, således at omdrejningspunktet i beslutningsprocessen i regionen er Socialdemokratiet og Venstre. Vi har 3 formandsposter og næstformandsposten i regionen. Vi fylder.

Det er en del af Socialdemokratiets dna, at gå efter maximal indflydelse. Og det har vi. Selvfølgelig er det optimale selve formandsposten og den skal vi også have. Gå benhårdt efter den og så etablere et bredt samarbejde i regionsrådet.

Det er konsensus og bredt samarbejde der skaber de holdbare resultater. Derfor går det godt for region Syddanmark, fordi Socialdemokratiet tør tage ansvar, så vi kan få beslutninger, der er holdbare og solidt funderet. Det går vi ind i, fordi vi har reel indflydelse.  At noget sådant kan fungere skyldes netværk og tillidsfulde relationer mellem Venstre og Socialdemokratiet. De vil også være der med mig som spidskandidat, når vi sætter os for bordenden ved næste valg.

Jeg er dybt taknemmelig for at partiet har givet mig mulighed for at arbejde politisk med de meget vigtige sundhedsspørgsmål. Det har givet mig meget, og forhåbentlig har jeg bragt lidt merværdi til fællesskabet på disse områder.

Der er stadig store udfordringer på sundhedsområdet, som vi skal bearbejde til for borgerne konstruktive løsninger. Flere ældre, flere kronikere, færre i arbejdsstyrken, ny dyr medicin og teknologi, og absolut stigende forventninger.

De fire akutsygehuse er nu næsten på plads. Nu kommer det til for alvor at handle om det nære sundhedsvæsen. Hvilke tilbud, der skal være lokalt? Hvad er et sundhedshus? Hvad er et nærsygehus? Hvordan flytter vi opgaver, der i dag ligger centralt på akutsygehusene ud til borgerne lokalt. Og sikre ensartet tilbud i kommunerne.

Og ikke mindst, hvordan får vi gjort noget ved ulighed i sundhed.

Der er meget, at tage fat på i den kommende valgperiode! Det er ikke pjat, vi har med at gøre, men prioritering af 24 milliarder i region Syddanmark.

Jeg bor på Vestfyn sammen med Inge. Har 3 børn og 4 børnebørn. Er skoleleder.

til forsiden